Kirken fremstår hvidkalket og teglhængt. Den består af et gotisk langhus fra første halvdel af 1400tallet med et noget senere gotisk tårn mod vest og våbenhus ved sydsiden samt en udbygning på nordsiden fra 1700-tallet
Indvendig har korpartiet to fag krydshvælv, resten af skibet to otteribbede hvælv. Tårnets underrum åbner sig mod skibet ved en spidsbue.

BILLEDE PÅ VEJ

Tårn og våbenhus, der delvis dækker tårnets sydside, er fra samme tid. Såvel våbenhus som udvidelsen ved skibets nordside fra 1700-tallet har fladt træloft.

På alterbordet står en lutheransk fløjtavle med svunget overkant og malede nadverord på dansk, plattysk og latin samt våben for Jørgen Lykke og Beate Brahe.

En glitrende overraskelse. Maja Lisa Engelhardts altertæppe fortæller historien om skabelsens første morgen, hvor lyset bryder frem og trænger mørket tilbage. Højre side af tæppet er struktureret med mørke og stærkt farvede lodrette formationer. Disse jordfarvede felter er vævet af et groft loddent materiale og fremtræder rå. Venstre side af tæppet er derimod opfyldt af vandrette gråhvide og rosahvide strøg med en anden blidhed i udtrykket. Dette lys har en ’overjordisk’ finhed over sig, idet der diskret er indvævet en spinkel tråd af sølv- eller platin. Det tindrer som en glædelig overraskelse for den, der kommer tæt på. Dette store, lyse felt sætter grænse for de mørke former og danner et klart skel mellem lyst og mørkt.
Foran alteret gløder et bemærkelsesværdigt rødt strøg, som måske kan fortolkes som hjerteblod? Er der en reference til Guds store kærlighedserklæring til den skabte jord?

 

LIDT OM KIRKENS ØVRIGE INVENTAR.
DØBEFONTEN er romansk og væsentligt ældre end selve kirken. Dåbsfadet er en gave fra borgmesteren i Mariager, skænket i 1637. De store lysestager på alterbordet er dateret 1634.

 

KRUCIFIKSET anses for at være fra 1500-tallet (måske fremstillet af den kendte billedskærer Claus Berg)

 

PRÆDIKESTOLEN bærer årstallet 1637. Omkring 1760 blev stolens 6 felter forsynet med allegoriske billeder, der illustrerer gammeltestamentlige tekster. Fra 1637 til 1760 har prædikestolen stået uden bemaling. På et senere tidspunkt blev billederne overmalet, indtil de ved en restaurering i 1926 igen blev fremkaldt. Samme skæbne var overgået altertavlen, idet den omkring 1760 var blevet overmalet. Senere blev altertavlen ”prydet” med ret tarvelige malerier på lærred og direkte sømmet på tavlens felter. I 1926 traf den daværende kirkebestyrelse den lykkelige beslutning at føre tavlen tilbage til dens oprindelige skikkelse – som den står i dag.

 

 

ALTERKALK OG DESK blev i 1723 skænket af grev Danneskjold Samsøe, Lindenborg. Mou kirke hørte på det tidspunkt under baroniet Lindenborg. Den tidligere alterkalk brændte sammen med præstegården samme år.

DE TO SMÅ BRONZEFIGURER, jomfru Maria og apostelen Johannes, på pulpituret blev restaureret i 1926 og er af Nationalmuseet bedømt til at være fra 1630-1640.
Billede er på vej!
KIRKESKIBENE. Det ældste er en bark skåret i ét stykke og udført af Laurids Knudsen, Dokkedal – ophængt i kirken 1885. Det andet er en Marstal-skonnert, ophængt lige efter 2. verdenskrig. Skonnerten er skænket af Skibsbygger Erik Eriksen fra Marstal på Ærø, og hustru Laurine, født Sørensen. Parret var blevet gift i Mou kirke i 1920, og hendes far var Andreas Sørensen, fyrpasser på Egense fyr, hvor Laurine også blev født.

 

ORGLET blev opstillet og indviet skærtorsdag 1894. I 1970 blev det gennemgribende restaureret af Bruun og Søn. Menighedsrådet var ellers bestemt på at kassere det gamle orgel, men konsulterede Nationalmuseets ekspert, domorganist Prip, Haderslev, som udtalte: ” Hvis I udskifter orglet med et nyt, får I noget alle andre har, hvis I lader det gamle restaurere, så har I noget ingen andre har.” 

 

GRAVSTENEN i våbenhuset er rejst over Hrr. Anders Jacobsen Poulin, sognepræst i Mou fra 1689-1698. Skriften er nogle steder vanskelig at tyde efter 200 års slid i kirkens gulv.

 

Kilde: N. C. Pedersens optegnelser om MOU KIRKE OG SOGN.