KAY-OLE LARSEN - FORMAND FOR MENIGHEDSRÅDET
Kay-Ole kom ind i menighedsrådet for 10 år siden i 2004.
Kay-Ole, hvad var din motivation til at gå ind i menighedsrådsarbejdet?
Kan jeg huske det - det er 10 år siden. Læste teologi og havde også deltaget i Bibelmaraton, og igennem den daværende sognepræst Steen Thomsen kom jeg til at lære menigheden at kende. Da to fra Dokkedal gik ud af menighedsrådet, følte jeg det naturligt at træde ind.
Menighedsrådsformand - hvad syntes du om det?
Jeg syntes, at det er spændende at være med til at vælge ny præst - det er nu 3. gang - men håber, at det bliver den sidste, selvom jeg ikke tænker at gå af. Jeg håber, vores næste sognepræst bliver her længere tid. Jeg er tidligere overlæge på en sygehusafdeling, så det med at lede ligger nok godt for mig.
Hvad betyder det for dig at være kristen?
Gennemgående har jeg det fra min barndom. Over en periode som politisk aktivist har det været centralt for mig at være en del af et større fællesskab. Det centrale er at være ordentlig over for andre, og at være tolerant - også over for andre  religioner. Jeg tror aldrig, jeg vil blive en god missionær, da jeg ikke vil pådutte andre min menig. Min mission er måske snarere ved eksemplet at leve i overensstemmelse med næstekærlighedsbuddet.
Hvad tænker du om det kirkelige liv i vores sogn?
Vi har en aktivitet, der hedder Mad & Tro, men de samme mennesker kommer ikke ofte til højmessen i kirkerne, og det undrer mig. Det er ikke fordi man ikke slutter op om kirken, da 90% er medlemmer, men måske kan nogle nye initiativer få flere i kirke. F.eks. spaghettigudstjeneste, babysalmesang og kirkefrokoster.
Visioner?
Jeg vil ønske, at vi får gang i en studiekreds om teologi med udgangspunkt i de folk, der bor i sognet. Ikke som voksenteologi, da den allerede er i Stiftet, men mere som studiekreds og med kendte oplæg teoretisk.
»Poesibogen«
Ynglingssalme: 331 - Uberørt af byens travlhed.
Ynglingsbibeltekst: 1. Korientherbrev kap. 13 vers 1 til 13; Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.
For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne  kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Pia Ryom