Søndag d. 14. april 2019, Kl. 10:30 til kl. 11:30

Palmesøndag.

PÅSKEUDSTILLING 14. - 22. APRIL 2019.



Traditionen tro afholdes der igen i år udstilling i Dokkedal kirke i påskedagene. Palmesøndag den 14. april er der Gudstjeneste kl.10.30. Umiddelbart efter Gudstjenesten er der fernisering.

Kirken vil derefter være åben samme dag til kl. 16.

Alle efterfølgende åbningsdage kl. 14- 16. Skærtorsdag den 18. april. Langfredag den 19. april. Lørdag den 20. april. Påskedag den 21. april og 2. Påskedag den 22. april.

I 2018 var udstillingen en særudstilling med maleren ERIK I. SVENDSEN fra Strandby i Vendsyssel, og det blev en stor succes. I lyset af den gode erfaring indbyder vi også i år én kunstner: BIRGITH K. KRISTENSEN Klarup.

Birgith K. har ved flere udstillinger i kirken glædet os med sin kunst og sine smykker. De hvide vægge i Dokkedal kirke vil derfor i Påsken bære Birgith K.’s malerier. Birgith’s billeder er præget af et åbent sind mod verden omkring os, ligesom hun også er inspireret af den omgivende natur f. eks Lille Vildmose. Birgith K. fortæller selv, at hendes karriere for alvor kom i gang i 1960erne på tegne- og malerskole i København. Senere har hun hentet inspiration gennem studier hos maler og kunstanmelder Renal Bache, Aalborg, Aalborg kunstskole, på højskole Møllegården på Ærø med kursus i Goethes lys og farver og senere på malerkursus samme sted. Senere er det også blevet til kursusophold på Århus Kunstakademi i akvarelmaling og studierejser til Island og Kreta. Birgith K. har deltaget i et væld af udstillinger i Aalborg, Skørping, Støvring, Dronninglund kunstcenter, Tranumgård med mange flere.

I år bliver der også plads til gensyn med Ikonbilleder af Mette Bach Sloth. Vi håber ydermere, at Mette B.S. igen i år skal være konfirmanderne behjælpelig med at fremstille egne ikoner. Desuden et gensyn med Birgith K.’s smykker samt uld- og træhåndværk af Jette og Jørgen Heuckendorff.

Aktivitetsudvalget

Jørgen Heuckendorff