Udgivet af Pia Hovaldt, søn d. 22. mar 2020, kl. 08:59

Jesus, Vi går skrantende rundt i det blege forår med grå stemmer og lavmælte frakker. Vi trænger til lys og grønne enge. Vi længes efter at livet igen smager af leg, og spejder efter en blå himmel. Vi takker dig for dagligt brød, men beder også om himmelsk brød, det brød som du kalder livets, og som kan fylde vores sulte sjæle. Vi beder dig: Mæt vores sult og stil vores tørst. Vi tror, at du kan gøre det, når du taler om din fars evighed og lader ordene fylde os op, du der er på vej til Jerusalem, til korsfæstelse, opstandelse og liv. Amen

Sjælesorgspræsten Mikkel Wold var for nogle dage siden ude og opfordre til at give håbløsheden modstand. Han taler om, at man ikke skal finde sig i håbløsheden, men byde den modstand ved at fortsætte med at leve i livsmod og livsglæde.

Livsmod har spredt sig igennem Europa den sidste uges tid. Det begyndte i Italien, med billeder af folk der sang fra altaner og ud af vinduerne, og det nåede vist også helt her til Mou, hvor der blev opfordret til også at gøre det i fredags. Af blufærdighedsgrunde, så meldte jeg mig ikke i koret, men hvor havde jeg lyst :)

Jeg har et spinkelt håb i disse dage. Jeg håber, at skulle der ske at kunne komme noget godt ud af hele den her situation, så er det, at vi får udfyldt den her ventetid med noget indholdsrigt. Bruger den til at være sammen med vores børn på en anden og mere nærværende måde end hverdagen måske tillader. Bruger den til at se vores partner lidt dybere i øjnene og minde os selv om hvorfor vi forelskede os i ham eller hende. Og bruge den som en kærkommen stop op pause til lige at mærke os selv. Få genopfrisket vores livsværdier, eller få øjnene op for dem, og undersøgt om de egentlig stemmer overens med de værdier vi lever efter i en travl og normalt hverdag.

Pas rigtig godt på jer selv og hinanden

Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Michelle Holst Andersen, sognepræst 

“I Østen stiger solen op” af kirkesanger Margrete Smedegaard og organist Ole Sloth.

https://www.youtube.com/watch?v=9ePl8mjRX28&feature=youtu.be

Kategorier Ukategoriseret