Kronik: Kristnes rettigheder er også menneskerettigheder.
Skrevet af Hanne Moesgaard Skjesol, sognepræst i Mou sogn 24. januar 2012
Dokkedalvej 8, Mou, 9280 Storvorde
Lige netop i denne tid sker der en øget forfølgelse af kristne på verdensbasis. Det såkaldte arabiske forår har gjort kristnes forhold endnu mere usikre, end de var før. Deres arbejde, for at få rettigheder på lige fod med andre, er også en kamp for menneskerettigheder for andre forfulgte.
Vi lever meget beskyttet her i Danmark. Folkekirkens største udfordring er at komme ud med sit budskab og gøre det aktuelt. Vi er så beskyttede, at vi glemmer dem, der forfølges på grund af deres tro. Men lige netop i disse år sker der en øget forfølgelse af kristne ude i verden, og det er der flere grunde til. Internationalt Institut for Religiøs Frihed anslår at 75% af al religiøs frihedskrænkelse sker mod kristne. Det er et udtryk, der rummer al begrænsning af religiøs udfoldelse, uanset hvilken religion man tilhører.
For kristne er religiøs frihedskrænkelse blandt andet ikke at kunne gå med kors, ikke at kunne forsamles i menigheder eller at få lov at konvertere fra en anden religion til kristen. Det er et vidtfavnende begreb. Når det gælder hvem, der bliver dræbt for deres religiøse overbevisning, så er op imod 90% af martyrerne kristne, og problemet er som sagt voksende. Efter at det arabiske forår er blevet til vinter, er det religionerne, der i stor grad præger magtkampene, og nationalisme og religion blandes ofte sammen.
Problemet er størst imellem muslimer og kristne, blandt andet fordi det er de to største verdensreligioner, der konkurrerer. Kristendommen er den tro, der breder sig mest for tiden. Dertil kommer, at der sker en radikalisering i arabiske og asiatiske lande, hvor man ofte knytter den nationale identitet til én bestemt trosretning og ikke anerkender andre. Dermed er det store befolkninger og mange mennesker, der rammes af konflikterne. For eksempel bor der alene i Bangladesh 160 millioner, hvoraf under en million er buddhister og kristne. 85% er muslimer og resten er hinduer. Sidste år blev flere af de kristne menigheder i bjergene truet på livet til ikke at holde jul. Ikke af muslimer, men af hinduer. Så vi må ikke bilde os selv ind, at det kun er muslimer, der ikke accepterer andre religioner. Det, ikke at acceptere andres tro, kan ramme ethvert folk, også danskerne. Det handler ikke kun om religion, men om hele kulturer. Hvis vi vil arbejde for de kristnes rettigheder i verden, indebærer det, at vi også må arbejde for andre religioners rettigheder. At arbejde for de kristnes rettigheder er at arbejde for menneskerettigheder, i de lande hvor der sker forfølgelse.
I begyndelsen af oktober 2011 var jeg på studietur til Kairo i Egypten. Egypten har omtrent 85 millioner indbyggere og godt 10 % af dem er kristne. Turen var arrangeret af Mellemkirkeligt stiftsudvalg i Aalborg Stift med Hanna Ziadeh fra Institut for Menneskerettigheder som rejseleder. På studieturen havde vi møder med flere kristne menigheder. Blandt andet besøgte vi Zabalinerne i Mokhatam, skraldebyen, som mange måske vil kunne huske fik aflivet deres grise under svineinfluenzaen i 2009. Den egyptiske stat brugte svineinfluenzen som en anledning til at udrydde, hvad de betragtede som urene dyr, og fjernede samtidigt levebrødet for mange af de kristne familier.
Efter den første revolution, 25. januar 2011, har landet været præget af optøjer. Der har været lejet bander ind, der med vold og indbrud skulle skræmme ægypterne til at ønske Militærrådets magt i landet velkommen. Mange af disse sammenstød har med hensigt forsøgt at gøre religiøse konflikter større.
Den 8. marts 2011 blev bydelen Mokhatam overfaldet af vrede muslimer, der havde hørt rygter om, at de kristne havde kidnappet muslimske kvinder og vanæret dem. De kristne fik høre rygter om, at muslimerne kom for at brænde kirken ned. Rygterne var sandsynligvis startet af afgåede præsident Mubaraks eller SCAFs tilhængere ( Det Egyptiske Militærråd: Supreme Council of Armed Forces). Det tror man, fordi der ikke alene deltog almindelige muslimer i kampene. Der lå snigskytter på tagene med lasersigte. 149 blev sårede, 9 kristne og 1 muslim døde. 70 børn mistede deres forsørgere og måtte gå ud af skolen for at arbejde med affaldssortering.
De egyptere, der mistede forsørgere eller blev handikappede i forbindelse med revolutionen sidste år, modtog en kompensation fra staten. Zabalinerne i Mokhatam fik ingen kompensation, efter de blev angrebet. Der er heller ikke sat en efterforskning i gang fra officielt hold. Kun unge demokratiforkæmpere efterforsker disse overfald og forsøger at samle beviser og vidneudsagn.
De kristne brugte aktivt vendingen ”at tage sit kors op”. I lighed med aktivisterne på Tahrirpladsen er de ikke bange for at miste deres liv. De er mere bange for at miste kirken. De vil give deres liv for at beskytte præsten, der kæmper for deres rettigheder i det egyptiske samfund.
Og det er et kendetegn ved de kristnes kamp, ikke bare i Egypten men i de lande, hvor der sker begrænsning af religiøs udfoldelse. De kristnes kamp er også en kamp for menneskerettigheder og mange steder en kamp for de svageste. De kristne i Egypten ønsker at være borgere på lige fod med muslimerne. De ønsker at få en civil stat, hvor alle borgere har samme rettigheder. Hvor de kan få lov at bygge kirker og få uddannelse på de samme institutioner som muslimerne. De ønsker at kunne få lederstillinger som egyptiske borgere og ikke efter en kvoteordning, hvor kun en procentdel kristne eller andre religioner repræsenteres. Det vil også komme andre religiøse minoriteter i landet til gode, såsom jøder og Bahai-troende.
Den 25. januar markeres årsdagen for begyndelsen på den 1. revolution, hvor præsident Mubarak blev taget fra magten. Nu arbejdes der for den 2. revolution, som skal bestå i, at militæret underlægges et demokratisk valgt parlament. Kampen handler i stor grad om information. Hvis bare folk ved, hvad der sker, vil de gøre det, der er rigtigt og støtte kampen for demokrati. Det er både de kristne og muslimske aktivisters håb. For tiden prøver aktivisterne i Egypten at flytte Tahrirpladsen ud til folket, så de med deres egne øjne kan se overgrebene, der er blevet begået af militæret. De egyptiske statskanaler fortæller nemlig en anden historie. De fortæller SCAFS version, hvor det er demonstranterne, der er voldelige. I følge SCAF har militæret ikke skudt med kugler, og der bruges ikke nervegas overfor demonstranterne. Derfor vises der film på husvæggene i gaderne til almindelige borgere, så flere vil tro på, hvad aktivisterne har oplevet af overgreb.
Et af de filmklip, der har fået egypterne til at engagere sig, er videoen fra den 17. december 2011 af ”The girl with the Blue Bra”. Det er en dokumentation af soldater, der brutalt sparker en kvinde på jorden i maven. Kvinden er afklædt sin ellers heldækkende muslimske klædedragt , så hun både bankes og vanæres. Det fik en bred del af befolkningen oprørt. Kvinder i alle aldre gik på gaden og demonstrerede, og mænd engagerede sig, fordi hun var en rettroende muslimsk kvinde, der blev vanæret og banket. Det kunne have været deres søster. Når de kristne demonstrerer for deres rettigheder, er der kun en lille solidarisk kerne af muslimske egyptere, der støtter op om dem. Så længe det ikke er noget, der vedrører den almindelige egypter, kan det, efter deres mening, lige så godt være de kristne selv, der er skyld i deres problemer.
I følge propaganda på de egyptiske statskanaler i Præsident Mubaraks præsidenttid, og før ham Saddat, har de kristne fået skylden for landets problemer. Er der for meget trafik, er det de kristne, der har for mange biler. Er der arbejdsløshed, er det de kristne, der har taget arbejdet.
Da de kristne fra bydelen Maspero i Kairo demonstrerede foran den statslige TV-bygning den 9. oktober, blev de angrebet af betalte bøller, der skulle skabe uro, og derefter satte militæret ind. Samtidigt opfordrede nyhedsoplæseren på Stats-tv muslimske borgere til at gå ned på gaderne og forsvare militæret mod de kristne. Det, der ellers havde været en fredelig demonstration med salmesang, børn, gamle og for en gangs skyld også præsterne, endte som et blodbad. Militæret kørte ind i menneskemængden. De skød på dem og bankede dem. Selv samme nat fjernede militæret lægerapporter eller forhindrede lægerne i at skrive sandfærdige rapporter. Hvis folk var døde efter at være kørt ned af militæret, skulle lægerne skrive, at de var døde i trafikuheld. Pladsen, hvor massakren skete, blev vasket godt og grundigt af soldater, så den var renere end noget andet sted i Kairo før næste dag. Beviserne skulle fjernes.
Foranledningen til demonstrationen var, at en kirke i Aswan regionen var delvis brændt ned af muslimske demonstranter ugen før, uden at myndighederne greb ind. Kirken var under restaurering og havde fået kupler og kors på i den nye udformning. Kirken havde været der i generationer, men den havde ikke lignet en kirke. I første omgang havde muslimerne demonstreret og krævet korsene fjernet. Det sørgede menigheden for blev gjort. Dernæst havde lokale salafister truet de kristne. De burde ikke forlade deres hjem, før kuplerne var taget ned. Det arbejde blev påbegyndt, men det gik ikke hurtigt nok. Derfor blev kirken brændt ned og flere koptiske butikker ødelagt. De skyldige er ikke kommet for retten.
For et år siden, nytårsdag 2011, blev en bilbombe sprængt udenfor en kirke i den Egyptiske havneby Alexandria. 21 koptere blev dræbt. Et år efter er der endnu ikke sket noget i efterforskningen af sagen. Efterforskning af overgreb på kristne bliver henlagt. I løbet af det samme år er 12.000 aktivister blevet dømt af militærdomstole for at vise foragt for militæret og den egyptiske stat. Aktivisterne er både journalister, Facebook-brugere og muslimske og kristne borgere, der har deltaget i demonstrationer for demokrati.
For mit vedkommende blev mit engagement vakt ved studieturen til Cairo i oktober. Jeg fik øjnene op for en virkelighed, der er uendeligt fjern for os danskere, og jeg har siden fulgt med i de internationale nyheder om Egypten og via mine nye venner på Facebook.
Men Egypten er kun ét land ud af mange, hvor religion bruges til at skabe fjendtlighed i befolkningen og give magthaverne friere spillerum.
For en måned siden fejrede vi jul og hørte brandaktuelle stedsnavne læst op i juleevangeliet. Steder, hvor der kæmpes for menneskerettigheder og muligheden for at leve. ”Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien”, lyder det i indledningen til juleevangeliet. I Syrien kæmper både muslimer og kristne for at komme af med Assads regime. De kristne er samtidigt bange for, hvordan deres fremtid vil blive under et andet styre.
Og i Betlehem og Palæstina udsendte kirkerne så sent som 13. december et opråb til verdens kirker, kaldet: ”The Bethlehem call”. De har givet det overskriften: Her står vi – stå sammen med os. Deres opråb er også på vegne af hele deres folk, kristne som muslimer. Når vi ingenting gør, anklager de os for tavshedens vold. At være tavse og passive overfor uretfærdighed er også vold.
Verden er fuld af uretfærdighed, og der kaldes på vores engagement. Hvad skal vi gøre? Kopterne i Egypten opfordrede os til at bede for dem.
De har i mellemtiden selv gjort flere andre ting, så som at invitere muslimsk broderskab med til en gudstjeneste i Mokhatam i december. Og den 6. januar 2012 deltog SCAF på julegudstjenesten, som den koptiske Pave Schenouda stod for i St. Marcus Katedralen. De unge, der råbte ”ned med militærstyret” blev hurtigt gelejdet ud fra gudstjenesten.
Den koptiske kirke i Egypten balancerer på en knivsæg for at beholde den symbolske beskyttelse fra den siddende regering og militæret. ”Symbolsk”, fordi de samme folk, der deltog i julegudstjenesten, stod bag den tidligere omtalte massakre af 23 koptere fra bydelen Maspero i Kairo den 9. oktober. Mens lederne spiller deres spil, demonstrerer kirkens unge for demokrati på Tahrirpladsen sammen med muslimer.
I disse dage hviler verdens øjne igen på Egypten og deres kamp for demokrati. De har brug for vores engagement og vore stemmer. Informationen om, hvad der foregår i landet skal ud. Og vore kompetencer skal ind. Hvad vi kan gøre for at styrke menneskerettighederne er op til hver enkelt af os. Det gælder i Egypten, og det gælder her hjemme. I de lande, hvor der sker forfølgelse er det farligt at ytre sig. I lørdags blev to menneskerettighedsaktivister myrdet på gaden i Cairo. De har været for ivrige til at opfordre folk til at komme på gaderne og demonstrere i anledning af etårsdagen for revolutionen den 25. januar. I Danmark er det trygt at reagere. Det gør vores ansvar desto større.
Det er vigtigt, at vi får øjnene op for, hvad der sker med de kristne ude i verden. Vi skal ikke være blufærdige, fordi det handler om kristne. Eller fordi vi kritiserer folk med en anden tro. Det handler i bund og grund ikke om religion, men om mennesker og retten til liv. Religion bliver brugt til at opdele folk, der i virkeligheden har de samme behov og har krav på de samme rettigheder. Vi har i Danmark lang erfaring med demokrati. Vi har erfaring med en folkekirke og andre trossamfund i samme stat. Vi har fri presse. Vi har alle muligheder for at kunne støtte et arbejde for demokrati og for menneskerettigheder.
Vi må ikke være blinde for fælder, der ligger i religionerne. Et eksempel er international satsning på Sinai-halvøen, hvor der ensidigt er fokus på bekæmpelse af ørkenen og ingen opmærksomhed på den voksende gruppering af Salafister, der går ind for fuldstændig sharialovgivning. Lokale kvindegrupper og demokratiforkæmpere føler, de kæmper mod vindmøller –både overfor de internationale organisationers ensidige klimasatsning og overfor salafisterne. Men de giver ikke op.
Et pres på den Egyptiske stat for at styrke lighed for borgere, uanset religion, ville være en væsentlig støtte til det spirende demokrati. Lige så væsentligt er det at arbejde for at sikre befolkningen civile retssager. De kristnes vilkår ville være helt anderledes, hvis overgrebene mod dem blev efterforsket af et upartisk politi og de skyldige blev dømt. Dertil kommer at oplyse om, hvad der virkeligt foregår i landet.
At være tavse og passive overfor uretfærdighed er også vold. Uanset om det er en stat, militæret eller borgere, der undlader at reagere. At arbejde for de kristnes rettigheder i de lande, hvor der ikke er religionsfrihed, er at arbejde for menneskerettigheder.